1. Med fryd så sagtelig en morgenstund
Fremgik til moserne at skue roserne
så mangelund.

2. Der jeg spadserede i lunden fri,
der jeg omvankede, de blomster sankede
på vilden sti.

3. Nu mærk, min kæreste, hvad jeg der så:
Der stod en frydelig, ja, meget dydelig
fiolen blå.

4. Hos den jeg idelig var dag og nat,
min længsel stillede, mens hyrden spillede
i vilden krat.

5. En liden rolighed jeg der fornam.
Straks lykken vendte sig, så jeg elendelig
i smerten kam.

6. Sligt gjorde vinteren, som listig var,
som kom svigagtelig, ja, meget sagtelig
med kulden svar.

7. Men ak! du dejligste - fiolen blå,
for dig jeg smertelig må græde hjertelig
med længsels ve.

8. Ak, ville sommeren igen fremgå,
at jeg så frydelig må se min dydelig
fiolen blå.